Da Line Thomsens tredje barn skulle døbes, fik gæsterne sig en overraskelse. Det var nemlig ikke kun lille Johan, der skulle have vand i håret.
I Line Thomsens familie bliver man ikke døbt. Konfirmations-forberedelse gik hun heller ikke til.
- Når du er 13 år og får at vide, at du kan slippe for at møde kl. 8 hver onsdag, så er det jo mega fedt, griner Line Thomsen.
Og hun vidste jo, at det der med Gud ikke var rigtigt, så det var der ingen grund til at bruge tid på.
- Jeg har altid sagt, at jeg er ateist, for jeg kan godt lide, at man kan se ting og regne ting ud logisk. Og eftersom der aldrig er nogle, der har spurgt mig, hvad jeg tror på, og hvad mit livssyn er, så har jeg heller ikke haft behov for at tage nærmere stilling til det. For sådan er det i min familie. Vi har jo været enige om det, så det er ligesom ikke blevet diskuteret, fortæller hun.
Da hun selv blev mor til sine to store piger, ville deres far gerne have, at de blev døbt.
- Det er jo meget med tradition, og hvis jeg havde sagt nej, havde det da nok givet nogle samtaler. Men det var der ingen grund til, for det gjorde ikke mig noget, at de blev døbt. Så længe jeg ikke troede, så var det jo bare lidt vand i håret. Og en forsikring måske, hvis jeg tog fejl, smiler Line Thomsen.
hej hej
Havde ikke købt billet til forestillingen
Hun blev også gift med sin første mand i kirken, men for hende var der intet religiøst i det. Det handlede udelukkende om et smukt bryllup. Og hun havde lidt dårlig samvittighed over det hele, for hun betalte ikke kirkeskat.
- Det er jo et kæmpe udstyrsstykke med en præst, og en, der spiller orgel, og det får man bare. Det er da ret utroligt, siger hun.
Når hun har været i kirken af den ene eller anden grund, har hun altid haft en fornemmelse af ikke rigtigt at høre til.
- Jeg havde jo ikke købt billet til det show. Jeg har puttet en 20’er i boksen hver gang, fordi jeg havde så dårlig samvittighed, når man bare kommer der og indkasserer, siger hun med et grin, og tilføjer alvorligt:
- Jeg har altid følt, at jeg sneg mig ind til noget, og at det var ærgerligt. Jeg ville også være med til at bede fadervor, og synge, og føle, at jeg var en del af fællesskabet. Det er så smukt, og det er sådan en dejlig tanke, at man er ubetinget elsket. Og det fællesskab kan man da godt føle, at man går glip af, når det er besluttet, at sådan gør vi ikke.
Hvad skal jeg gribe fat i, når livet er svært?
Med alderen og efter en flytning på tværs af landet voksede en følelse af at mangle et sted at høre til, og vende sig imod, når livet er svært.
- Det kom lige så stille med alderen. Man oplever nogle ting, hvor man kan se, at folk griber ud efter religionen og har glæde af den. Jeg tænkte: Gud, hvad skal jeg tage fat i, hvis jeg oplever noget skidt? Jeg har altid sagt, at det har jeg ikke behov for, men jo ældre man bliver, jo mere sårbar bliver man. Der er nogle ting omkring det her med liv og død, som lige pludselig går op for en. Jeg så mine veninder finde en enorm trøst og styrke i at vide, at der er noget andet end det, du kan måle og veje, fortæller Line Thomsen.
Samtidig oplevede hun, at i hendes lokale kirke i Engesvang var der et godt fællesskab. Et fællesskab, hun gerne selv ville være en del af, for det var ikke nok at tage med børnene til børnegudstjenester.
- Jeg følte, at jeg var der i kraft af dem, så jeg skulle bare være en skygge i baggrunden. Men jeg kunne egentlig ret godt lide at være i kirken, så til sidst var det mig, der sagde: ”Kom, vi skal til børnegudstjeneste”. Og børnene var lidt sådan: ”Arh mor, der er noget, jeg skal se på Netflix.” Så kunne jeg godt se, at det nok var for min egen skyld, smiler hun.
Senere blev lillebror Johan født, og i hans fars familie var der også tradition for dåb. Og så dukkede en tanke op. Line Thomsen ville døbes sammen med sin søn.
- Det er jo en proces over rigtig mange år. Man begynder mere og mere at åbne sit sind til, at der muligvis kan være noget. For mig er tro jo stadig en uhåndterlig størrelse. Jeg startede med at være fuldstændig afvisende. Men lige så stille var jeg nået til et sted, hvor jeg tænkte, at nu vil jeg gerne lukkes ind i det her univers og se, hvad vi kan få ud af hinanden. Det er ikke sådan, at man bliver vildt religiøs fra den ene dag til den anden. Sådan fungerer det jo ikke. Men jeg har det med mig i livet nu på sådan en stilfærdig og rar måde, siger hun.
Ville ikke være i centrum
Så Line Thomsen valgte at blive døbt samme dag som sin søn.
- Der var ikke nogen, der vidste noget, for jeg orkede ikke at skulle forsvare det på forhånd, fortæller Line Thomsen.
Men heldigvis tog familie og venner det pænt. Faktisk var de mest trætte af, at hun ikke havde sagt noget på forhånd, så de havde kunnet købe en gave. Men for Line Thomsen var det helt rigtigt.
- Det var bare sådan en fin mulighed, når vi nu alle sammen stod deroppe alligevel. For det var slet ikke mig, det skulle handle om. Det skulle handle om dåben og Johan, og hvad det var, vi sagde ja til. Jeg er bare en i flokken, og det var jo det, jeg gerne ville være, så det passede mig fint, at det ikke lige pludselig var noget med, at så var der en dåb, og det var min. Eller at jeg skulle have gaver. Jeg følte virkelig, at dåben i sig selv var en gave, da jeg stod der, og præsten Ditte sagde: ”Nu er der en, der holder øje med dig. Du er altid elsket.”
Faktisk havde Line Thomsen slet ikke overvejet, at der var andre muligheder end den dag, Johan også skulle døbes.
- Jeg var bare kommet dertil, at nu skulle jeg det. Det kunne jeg bare mærke. Også fordi at nu var alle børnene i den her fold, og jeg ville da være sammen med mine børn. Altså, vi skal da høre til samme sted. Og de var en del af det fællesskab.
Billet til fællesskabet
Dåben har ikke ændret en masse i Line Thomsens liv. Og så alligevel.
- Nu føler jeg ikke, at jeg er sådan en, der sniger mig ind uden billet, griner hun, og tilføjer, at der også er sket noget med hendes livssyn:
- Det er da fedt at vide, at hvis alt andet svigter, så har man det. At man er elsket lige meget hvad. Især på de dage, hvor det hele bare er øv, eller hvis der kommer nogle hårde tider. Det synes jeg er en dejlig ting at have i bagagen. At jeg er noget særligt. Ligesom alle de andre også er noget særligt. Og det er noget, jeg har med Gud Det behøver man ikke at snakke så meget om, siger hun.
Dåben har også betydet en indgang til et fællesskab, som Line Thomsen manglede.
- For mig er det et sted at høre til her i Engesvang. I kirken, hvor man kan gå ned og hilse på folk og være fuldkommen lige, uanset hvem man er, og hvad man laver til daglig. Men også høre til i troen, altså i kristendommen, og i Danmark som kultur. Vores meninger og vores holdninger og hvordan vi gør og bør, er jo grundlagt på den kristne tro. Derfor synes jeg, det er vigtigt at holde fast i og støtte op omkring. Jeg vil gerne være en i flokken. Der er jeg måske lidt et får, når det kommer til stykket, griner hun.
Hvornår er man kristen nok til at blive døbt?
For Line Thomsen er tro noget, der har rumsteret inde i hovedet en gang imellem i mange år.
- Man sætter sig jo ikke bare ned og tænker: Nå, hvad skal vi gøre med det der kirke der, smiler hun.
Men hun synes ikke, man skal være så bange for at tage springet, hvis man går med de samme tanker.
- Har man lyst til at være med i det her fællesskab, så er man vel klar. Jeg ved i hvert fald, at de gange, jeg har været i kirke, efter jeg blev døbt, det har jeg simpelthen nydt så meget, fordi jeg virkelig følte, at jeg hørte til. Det har været så dejligt i forhold til de andre gange, hvor jeg hele tiden har haft den der i baghovedet: Ja, det har du jo sagt nej til, siger hun, og tilføjer:
- Og jeg tror ikke, man skal være så mange for, om man nu tror nok, og om man lige kan forlige sig med de ordrette ting, der står i Bibelen. Det tænker man jo ikke så meget over, hvis man er døbt som barn, men når du skal vælge dåben til som voksen, så kan man lige pludselig være bange for: Tror jeg nu nok? Er jeg nu nok kristen til at sige ja til det her?
Så kan det være en god ide at få en god snak med en præst.
Er glad for at børnene er døbt
For Line Thomsen har det været noget helt særligt at tale med præsten om sin dåb.
- Jeg synes jo, det er noget helt særligt at blive døbt som voksen. Jeg har ikke prøvet andet, men det er noget særligt at kunne forstå og tage ordene til sig, så på den måde er jeg glad for, at det blev som det blev. Jeg føler mig nok heldigere end alle dem, der er blevet døbt som barn.
Men trods sin egen glæde over at være blevet døbt som voksen, er hun glad for, at hendes børn er døbt.
- Det er ligesom en lille forsikring, jeg gerne vil tegne for mine børn, og så kan de selv tage en beslutning senere. De kan jo stadig vælge ikke at blive konfirmeret, siger hun.
Men hun holder på, at de skal gå til konfirmationsforberedelse lige meget hvad, så de ved noget, når de selv tager stilling til deres tro.
- De har det måske også lidt mere frit, for de kan jo se, at jeg selv har valgt. Der er ikke nogen norm, der bliver skubbet ind fra siden. Det håber jeg i hvert fald ikke, at de vil føle, siger Line Thomsen.
