- Mor, hvad sker der egentlig, når man dør?

Hvis du endnu ikke har fået det spørgsmål fra dit barn, er der stor sandsynlighed for, at du vil få det en dag. For børn er det nemlig helt naturligt at tænke over de helt store ting i livet. Det er en del af processen med at finde ud af, hvem de selv er. Og ofte kommer den slags spørgsmål på tidspunkter, der for os voksne kan være ret ubelejlige. Som en helt almindelig onsdag på vej i børnehave.

- Når vi stiller de store spørgsmål i livet, er det identitetsskabende. Børn stiller naturligt de store spørgsmål, og de gør sig tanker om, hvad der sker, f.eks. når vi dør, fortæller religionspsykolog og ph.d. Dorte Toudal Viftrup, der bl.a. har forsket i børns trosudvikling.

Hun mener, at børn tit har nemmere ved at tro på noget end voksne, og at det er helt naturligt for børn at undersøge tro igennem leg og tanker, ligesom børn prøver alt muligt andet af.

- Tro er en måde at skabe mening på. Det er nogle holdepunkter i livet, man kan navigere efter også som barn. Og vi glemmer sommetider, hvor svært det er at være menneske, og barn, i den her verden, siger hun.

Når børn går og tumler med værdier om godt og ondt, meningen med livet eller skyld og skam, er det ikke noget, barnet selv finder på.

- Man skaber ikke sig selv ud af ingenting. Vi skaber os selv ud af det, der bliver givet til os af værdier, siger Dorte Toudal Viftrup, og understreger, at ingen børn skaber noget godt ud af at blive overladt til sig selv med deres tanker uden at disse kommer i samspil med de voksnes værdier.

Alligevel er der en tendens til, at forældre overlader børn til sig selv, når det gælder tro.

- Der er en ide om, at når det handler om tro, så må man ikke blande sig. Men det er absurd at tro, at det så kan blive godt. Der sker aldrig en god udvikling på nogen områder, når børn bare er overladt til sig selv, siger Dorte Toudal Viftrup, og tilføjer:

- Det er fuldstændig vanvittigt, når folk siger, at børn må klare sig selv og forme deres tro alene, og at man som voksne ikke vil påvirke. Ideen om ikke at blande sig som forældre svarer til ikke at blande sig i sit barns sociale udvikling. Eller hvis barnet bliver mobbet eller mobber, og man så lader være med at blande sig, for det må de klare selv.

Hun tror, det handler om, at for mange er det nemmere at hjælpe sit barn med at lære at læse end at hjælpe sit barn med at finde hoved og hale i det med tro.

- Men som voksen skal man holde op med at være bange, for man skal ikke levere svar. Det er jo tro. Ingen af os ved med sikkerhed, siger Dorte Toudal Viftrup.

Hun ser præstens samtaler med forældre om barnedåb som et sted, hvor forældre får mod på at tale med barnet om tro gennem dets liv. Og præsten kan give inspiration til forældrenes rolle i barnets åndelige udvikling, og ikke mindst tilbyde kirken som en vigtig medspiller i barnets udvikling og familiens liv. 

Det bedste, man kan gøre som forældre, er at stille sig selv til rådighed, så børnene oplever, at man gerne vil lytte og snakke om tro og de store spørgsmål i livet.

- Og så skal man som voksen ikke have en mening om, hvor barnet skal hen. I skal undre jer sammen. Gå på opdagelse sammen med jeres børn, for så vil de tit overraske jer, siger hun, og tilføjer, at så kan man som voksen hjælpe sit barn med at udfolde sig over tid, for det er forskelligt, hvad man går og tumler med, når man er 6 år og 12 år, men hvis man først har den relation til sine børn, er det en samtale, der aldrig stopper.

- Man skal egentlig bare øve sig i at snakke sammen om det, der virkelig betyder noget, siger hun.

Mange forældre er bange for at pådutte deres barn noget, hvis man lader dem døbe eller taler med dem om tro. Andre er i tvivl, om de selv tror nok til at kunne tage den slags beslutninger eller samtaler. Men Dorte Toudal Viftrup mener, det giver flere problemer at lade være med at tale med dem om tro.

- Børn stopper med at tale med voksne, hvis de ikke bliver mødt. Hvis de fornemmer, at det er tabu eller noget man undviger, så går de bare selv og tumler med det, siger hun, og tilføjer:

- Hvis børn bliver efterladt alene med at finde ud af, hvad de egentlig tror på, og om de tror, så er der risiko for, at det bliver rigidt og usundt.

Som når børn går og er bange, fordi de tror, at Gud straffer dem, når de gør noget forkert.

- Hvis børn er i løbende samtale med voksne, som kan lytte og rumme barnet, så bliver det ikke usundt, for så kan den voksne opfange det rigide og usunde. Men hvis man er alene med det, går barnet rundt med det inde i sit eget hoved, og det vokser, når man ikke har nogle voksne at snakke om det med, siger hun. 

Dorte Toudal Viftrup mener, at børn kan bruge tro til meget.

- Hvis man har et meningssystem i forhold til liv og død, skyld og skam, godt og ondt, så gør det livet lettere at leve. Og hvis man tror, at man er skabt af Gud, så har man automatisk værdi, og det betyder meget for ens selvværd, siger hun.

Som psykolog fylder det meget i klinisk praksis det her med at føle sig god nok, og hele tiden at skulle skabe sig selv.

- Det er hårdt for børn og unge hele tiden at skulle opfinde sig selv. Vi taler meget om børn og angst i øjeblikket, og noget af det er en konsekvens af, at man selv skal skabe og holde styr på alt. Det er der mange, der ikke kan klare. Og børn ved godt, at de ikke kan leve op til alle de krav.

Der kan det være rart at vide, at Gud har en eller anden form for hånd omkring ens liv, siger Dorte Toudal Viftrup.

Et andet sted, hvor tro kan noget særligt, er, når nogen dør.

- Der er mange børn i dag, der oplever døden tæt på, fordi vi får børn senere, og derfor er både forældre og bedsteforældre højere oppe i årene. Og så betyder det noget at tro på noget. Ikke nødvendigvis at være sikker på, man kommer i himlen, når man dør, men mere at have nogle fortællinger at skabe en forståelse ud fra. Og det kan man, hvis man har nogle ideer og begreber om de store ting i livet, siger hun, og uddyber:

- Man kan godt skabe individuelle meningssystemer, men de er mere sårbare og ustabile, fordi der ikke nødvendigvis er andre, der har det på samme måde.  Selv om man sætter spørgsmålstegn ved et religiøst meningssystem, så er de mere holdbare, fordi mange abonnerer på det. Religiøse meningssystemer rækker ud over tid, ud over kulturen og ud over det enkelte menneske. Man er ikke alene om at tro det. Det er mere solidt. Og så er det hårdt hele tiden at skulle opfinde svar på alting selv.

Børns tro udvikler sig igennem livet. Både hvad de tror på, hvordan de tror, og hvordan de bruger deres tro.

- Så justerer man begreberne og tilpasser fortællingen igennem livet, siger Dorte Toudal Viftrup.

Men uanset om man som forældre vælger at give sit barn en række værdier via barnedåb, eller vælger, at barnet selv skal vælge senere, er det vigtigt at være bevidst om sin rolle som forældre, når det gælder børns tro. 

- Vi blander os i næsten alt, når det handler om vores børn. Og ideen om at lade være, bare fordi det handler om tro, er absurd. Men det er selvfølgelig også problematisk, hvis forældre indoktrinerer deres børn, hvis barnet ikke tror det samme som forældrene. Vi er som forældre nødt til at finde en mellemvej, hvor man taler om tingene ligesom alt andet, siger Dorte Toudal Viftrup.

Personligt mener hun, at der i vores samfund er mange gode grunde til at tro på noget, der er større end en selv, for de mange krav, som vi som individer hele tiden skal opfylde, skaber en øget sårbarhed. 

- Man hører tit, at religion er en illusion, men jeg tænker, at individualisme er en endnu større illusion. Der er grænser for, hvor meget vi har magt over som mennesker, når det handler om liv og død. Der har vi brug for noget større. Intet menneske kan individuelt skabe et meningssystem, som det der tilbydes i troen omkring liv og død, siger hun.