|
Med lancering af ceceurope.org er DKMs første, store internationale projekt gennemført. DKM har stået for udviklingen af hjemmesiden, den grafiske linje og kurser i hjemmesidebrug.
CEC - Conference of European Churches er en fælles kirkelig organisation på tværs af europæiske landegrænser. Netop da organisationen er stor, kompleks og international var der store krav til den hjemmeside, som DKM fik til opgave at udvikle.
- CEC-hjemmesiden er et af vore første, store internationale projekter. Det beviser, at vore kompetencer i Danmarks Kirkelige Mediecenter kan bruges internationalt, både hos kirker og NGO’er, siger direktør for DKM, Simon Kangas Larsen.
Grafik med plads til forskellighed Hjemmesiden underbygger organisationens struktur og arbejdsgrene. En af udfordringerne har været at udvikle en skabelon, hvor der kan være én hjemmeside med fem forskellige undersider, der hver især repræsenterer et arbejdsområde. De fem undersider kan dele deres indhold på tværs, netop fordi de er samlet under en hjemmeside. DKM har stået for at udvikle en sammenhængende grafik, hvor der er plads til forskellighed, samtidig med at det stadig er let at navigere rundt. Det grafiske udtryk fra den nye hjemmeside bliver også brugt i brevhoveder, tryksager mv. for CEC Europe.
Samme side på tre sprog I CEC er der tre officielle sprog; engelsk, fransk og tysk, hvorfor CEC-EUROPE.org er udviklet med mulighed for sprogversionering på alle tre sprog. Derudover har DKM udviklet et nyhedsbrevsmodul, der ikke alene er sprogversioneret, men hvor brugerne af hjemmesiden også har brug for at vælge forskellige kategorier af emner, de gerne vil læse om.
For at oplære CECs ansatte i selv at kunne lægge indhold på og opdatere hjemmesiden, har DKM afviklet kurser i Geneve, Strasbourg og Bruxelles, hvor organisationen har hovedsæde.
- Vi har flere internationale projekter på vej og i takt med udviklingen af dette projekt, har vi gjort os en række erfaringer, som vi kan gøre nytte af i kommende projekter, siger Simon Kangas Larsen.
CEC hedder i Danmark KEK - Konferencen for Europæiske Kirker.
Du kan læse mere om lanceringen af hjemmesiden her.
|