|
Xryds, som DKM producerer for Århus Stift, sætter denne gang fokus på konfirmander. Den tidligere PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen fortæller om styrken i de danske værdier overfor terror og frygt.
Netop nu er et nyt nummer af Århus Stiftsmagasin Xryds at finde i kirker, på biblioteker og andre steder i Århus Stift.
Denne gang sætter magasinet fokus på konfirmationen, der står for døren. Vi snakker med nogle af de unge, der er i gang med rejsen fra barnetro til voksentro. Om at forholde sig til 2000 år gamle fortællinger, om at være i centrum til en familiefest, og om at blive voksen. Temaet ser også på konfirmationens kirkelige betydning, om behovet for både at møde teori og praksis i konfirmations-forberedelsen, og ikke mindst på nogle af de første tendenser fra en helt frisk konfirmandundersøgelse.
Xrads handler denne gang om forhenværende PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen, der opfordrer til, at vi ikke lader frygten ødelægge det samfund, vi frygter at miste. Han peger på, at kun håbet er frygten overlegen. Og at vi måske selv er den største trussel. - Vi har et fantastisk stærkt værdisæt, og jeg forstår ikke, at nogle tror, at det kan løbes over ende. Det kan det kun, hvis vi selv vil, og så er vi medskyldige, siger han.
Kultursiderne byder på omtaler og anmeldelser af nye bøger og film om kirke, tro og livets store spørgsmål. Blandt andet med omtale af bogen "Du må ikke slå ihjel", hvor sognepræst Flemming Pless og konstabel Jakob Bruun Larsen mødes til en række samtaler om Danmarks krigsdeltagelse
Magasinet byder også på lokale kirkelige nyheder - denne gang blandt andet om feltpræst Peter Sporleder, livsvandring som protest og bønner og brød uden bøder.
Xryds er magasin for folk og kirke i Århus Stift, og udgives af Århus Stift. Det er Danmarks Kirkelige Mediecenter, der står for produktion og redaktion af Xryds for Århus Stift. Århus Folkekirkelige Informationstjeneste står for de lokale nyheder. Xryds kan bestilles i abonnement eller løssalg ved at kontakte Århus Stift.
|