Teologisk Pædagogisk Center (TPC) har i 2008 fået overleveret et administrationssystem til håndtering af kurser for præster og andre ansatte i folkekirken. Både TPC og de mange kursister, der hvert år deltager i kurserne på TPC, er glade for det nye systems mulighed for tilmelding og vidensdeling før, under og efter kurser. I forlængelse af samarbejdet med TPC har DKM en dialog med Pastoralseminarierne og Præsternes Efteruddannelse om at lave et tilsvarende system til dem målrettet præsternes samlede efteruddannelse.
FDF valgte i 2008 DKM som del-leverandør af deres nye hjemmesideportal. Projektet fungerer som et samarbejde mellem frivillige FDF’ere og DKM. DKM har hjulpet FDF på vej med vejledning og undervisning i TYPO3, samt programmering af flere af de lidt større elementer, portalen skal bestå af.
Herudover har DKM til FDF leveret hjemmesider til crux, en hjemmeside om tro og etik, samt prøvebase alpha, en hjemmeside til aktiviteter udsendt af FDF. Fælles for de to hjemmesider er, at de bruger sms og mms som kommunikationsform, både ved udsendelse af sms’er men også modtagelse af sms’er og mms’er.
Også for KFUM og KFUK i Danmark har DKM lavet flere opgaver i 2008. På KFUM-KFUK.dk er der oprettet en ny webshop med onlinebetaling, og i foråret 2009 tager organisationen en helt ny hjemmeside i brug, der bl.a. indeholder et nyudviklet donationsmodul med onlinebetaling.
Jysk Børneforsorg har fået produceret en ny hjemmeside, som de tager i brug i foråret 2009. Derudover står DKM for den grafiske produktion samt trykning af organisationens nye værdi- og profilfolder.

Som i 2004, 2005 og 2006 havde DKM i 2007 til opgave at producere film, hjemmeside og undervisningsmaterialer for Folkekirkens Nødhjælp forud for sogneindsamlingen tidligt i 2008.
I 2009 stod DKM for produktionen af endnu en film for Folkekirkens Nødhjælp i forbindelse med sogneindsamlingen. Denne gang foregik produktionen i Danmark og primært som en studieproduktion, hvor en række unge danskere og eksperter fortalte om sultens problemstillinger. Inden studieproduktionen havde de tre unge fået hver deres opgave, for eksempel lev af majsgrød i en uge, lev for 10 kr. om dagen etc., så de kunne tale ud fra deres erfaringer, og man kunne se filmklip af, hvordan det var gået.
DKM har i 2008 arbejdet sammen med Kirkens Korshær omkring flere hjemmesideprojekter: En hjemmeside til socialt udsatte med informationer omkring rettigheder på tre sprog, en personalehåndbog og en samlet hjemmesideløsning til væresteder og butikker kaldet KKlokal.dk.
3S løsningen skal give samtlige butikker og væresteder mulighed for at få en enkel og overskuelig hjemmeside. Som ekstra bonus har genbrugsbutikkerne mulighed for at lægge deres varer på nettet i en stor samlet butik kaldet guldgenbrug.dk. I 2009 skal dette system tages i brug, og her står DKM for undervisningen af de webmastere, der skal i gang med lokalsiderne.
Med erfaringerne fra vores hjemmesidesystem til sogne har DKM udviklet et hjemmesidesystem til Frivilligcentre og Selvhjælp Danmark/FriSe.dk, der skal give organisationens medlemmer mulighed for at få en hjemmeside, der er let at opdatere.

I forlængelse af ønsket om, at knytte de folkekirkelige organisationer og foreninger tættere sammen med landets sogne og menighedsråd, opstod idéen om at skabe hjemmesiden kirkekompetencer.dk – en hjemmeside, der synliggør de kompetencer og muligheder, som landets kirkelige organisationer har, der kan bidrage til udvikling af arbejdet i sognene. DKM har stået for udvikling af databasen, kommunikation omkring projektet og den efterfølgende administration og support.
I foråret 2008 stod DKM for produktion af hjemmesiden grønkirke.dk samt logo, avis og plakat for Danske Kirkers Råds Klimagruppe. Derudover har vi produceret Podcast fra en stor klimakonference i efteråret 2008.
I 2009 er DKM involveret i layout og trykning af en ny og opdateret udgave af avisen, da første oplag er revet væk.
I 2007 begyndte DKM på en større kommunikationsløsning for Folkekirkens Ungdomskor bestående af profilfolder, multimediepræsentation og pressekampagne i kirkelige og musiske medier. Projektet strakte sig ind i 2008, hvor det blev afsluttet.

DKM har også i 2008 produceret Århus Stiftsmagasin Xryds for Århus Stift, og bladet kunne i 2008 fejre ”sølvbryllup”, da magasin nummer 25 udkom. Journalistiske temaer og portrætter, fotoreportager, annoncer og grafisk produktion er nogen af de opgaver, DKM løser. Bladet bliver produceret i samarbejde med Århus Folkekirkelige Informationstjeneste, der står for de lokale nyheder.
”Fortællinger fra et liv fra kanten” er overskriften på fire film, der fortæller om KFUM’s Sociale Arbejde i sociale cafeer rundt omkring i landet. Filmene fortæller fire personhistorier, der tilsammen viser, hvordan det er at være bruger, frivillig og leder i en social cafe.
DKM stod desuden for layout og trykning af KFUM’s Sociale Arbejdes blad ”Hjerterum" i 2008 og dette samarbejde fortsætter.
DKM støtter op om Danske Kirkedage 2010 i Viborg ved at stå bag den tekniske del af hjemmesiden til kirkedagene. Hjemmesiden bliver en samlende faktor i kommunikationen omkring kirkedagene, da både deltagere og medarbejdere her skal finde de opdaterede og centrale informationer.
De forskellige fonde, der er omkring LEGO i Billund får i 2009 helt nye hjemmesider leveret af DKM – vi står for både den tekniske og indholdsmæssige produktion. Målet er at synliggøre fondenes aktiviteter.
I 2009 blev der skrevet endnu et nyt og spændende kapitel omkring folkekirken.dk. Der blev ansat en redaktør under folkekirken.dks bestyrelse, og DKMs rolle og opgaver omkring siden er nu omdefineret. DKM skal dog stadig hjælpe med de grundlæggende tekniske ting på siden, ligesom vi hjælper med at vedligeholde og opdatere siden indholdsmæssigt.
I februar 2009 arrangerede DKM på vegne af folkekirken.dk bestyrelsen en velbesøgt konference på Nyborg Strand. Her deltog en bred repræsentation af beslutningstagere og kommunikationsfolk fra det folkekirkelige landskab.


