Case: Baptistspejderne i Danmark

Når frivilligt initiativ møder lækkert design

Baptistspejderne i Danmark er et forholdsvis lille, men meget aktivt spejderkorps. Deres hjemmeside trængte til et ansigtsløft og de kommunikationsmaterialer, de havde fået lavet i tidens løb strittede efterhånden i mange retninger. En af følgerne af en flok meget initiativrige frivillige er nemlig en ret anarkistisk tilgang til brug af logo, farver, designs osv. Særligt hvis materialerne ikke giver god vejledning i, hvordan de bør bruges.

En kerne af kommunikationsfolk mødtes derfor en fredag aften i iderummet på DKM. Der blev tænkt og tegnet på whiteboardvæggene for at blive endnu skarpere på både målgruppe og kommunikationsbehov. Alle disse ønsker fik vi efterfølgende til opgave at omsætte i en række konkrete materialer:

  • Logoredesign og farveskala
  • Designguide med god vejledning til de frivillige.
  • Brevpapir
  • Word-skabelon til et såkaldt førerhæfte
  • Webdesign

Det var en grundlæggende præmis, at det skulle være så let som muligt for de frivillige at bruge. Det førte fx til en designguide med to skrifttyper. For det første Aller, der har karakter og et glimt i øjet. Den kan downloades gratis fra nettet, men vi kender vist alle dem, for hvem selv den mindste tekniske barriere, bliver en god undskyldning for at droppe designlækkerierne. Derfor var der behov for et sikkert alternativ – en anbefalet skrifttype, der med sikkerhed er installeret på selv den mest forældede PC. Dette alternativ blev georgia.

På den måde blev der gennem hele processen tænkt i brugervenlighed og samspil mellem frivillige og designmæssig styring.